Oliver oppereret. Oliver oppereret.

Ja efter ca 2.5 mdr hvor jeg har sagt at jeg var sikker på at hans endetarm eller ringmuskel var for stram, var der endelig en læge som ville tage mig alvorlg, og som han sagde så tager et moderinstinkt sjældent fejl.

Oliver blev undersøgt i tirsdags, og konklutionen var at lægen syndes han virkede meget stram. derfor blev det besluttet at han onsadg morgen skulle oppereres.
Vi skulle møde fastende kl 7.30 og han skulle på bordet kl 8.00.
Men tiden gik og vi blev ikke kaldt ned. Oliver havde på det tidspunkt ikke fået mad siden kl 03.30.
For at gøre en lang historie kort så blev han først kaldt ned kl 14.30. 11 timer efter sidste måltid. (behøver vist ikke at sige han var ked af det)
Men han var så småt begyndt at trække sig ind i sig selv, og kæmpede pludselig ikke for at få mad mere. Derfor var der en læge so ringede på operations gangen, og råbte vagt i gevær. Et så lillet barn må ikke vente 11 timer med at få mad.

Men kl 14.30 blev vi kaldt ned, og kl 15 sov han. Puha det var hårdt at ligge ham i narkose, det håber jeg ikke at jeg skal igen nogensinde.
Operationen gik godt, og som jeg har sagt hele tiden så var der noget galt. Det viste sig at både endetarm og ringmuskel var alt for stram. Da de fik ham blokket, og endetarmen sprunget, væltede det ud med afføring.

Nu er vi hjemme igen. Han har det ok, men er øm deromme. Det er jo forståeligt, og jeg ved jo om ngen hvor øm man er når ringmusklen er sprunget. AV.

Nu håber vi så bare at lykken vil begynde at smile til ham, istedetfor alt det her uheld han har været fulgt af siden fødslen.

Men den her historie, fortæller at man som forældre skal råbe højt, hvis man vil høres. Mor og far ved bedst, og vi kender trods alt vores børn bedre end nogen andre.