Traume efter hundeoverfald :/ (langt) {{forumTopicSubject}}

Hej piger!
I må på forhånd undskylde mit total off topic indlæg, men jeg har bare brug for at få det her skrevet ned, og fortalt til nogen som ikke har hørt det om det 100 gange nu!

For at gøre en lang historie kort, blev min hund og jeg overfaldet af en amerikansk bulldog d. 8 August. Det er det værste jeg nogensinde har oplevet, Louis er uden tvivl mit et og alt, og jeg vil gå igennem ild og vand for ham, så da denne her kæmpe 45 kgs tunge hund angriber ham, bryder min verden bare sammen! Jeg kæmper en kamp for at holde ved min kære baby, så monsteret ikke får lov til at ruske ham og brække nakken på ham! Det skal siges i sådan en situation glemmer man ALT om bækkenløsning, graviditet og ødelagt knæ! Jeg kaster mig rundt nede på jorden og kæmper for min hunds liv imens jeg skriger, græder og er stik tosset! Hundeejeren står bare og slår hendes hund i hovedet med snoren, ja flot - som om den ikke var ligeglad? Imens hun bliver ved med at sige til mig jeg skal passe på mine fingre!
Louis skriger selvfølgelig i vildensky ( jeg har aldrig i mit liv hørt noget så forfærdeligt! ), hans tunge bliver helt blå, og hans øjne er ved at "poppe" ud af hovedet på ham.
Efter lang tids kæmpen får jeg min baby fri, smurt ind i blod løber jeg ca 100 meter væk for at trøste ham og tjekke skader, som er fuldstændig umuligt at se pga blod. Jeg får ringet til min mand som kommer hjem med det samme. Vi drøner afsted mod dyrlægen som undersøger Louis, som er sluppet meget billigt. Pga alt den "ekstra" hud han har om nakken/struben har hunden ikke kunne få ordentligt fat, og han slipper med "overfladiske" skrammer. Jeg er dybt dybt lykkelig for at jeg ikke mistede min baby, og det ikke var værre, men jeg har det SÅ forfærdeligt!
Jeg er langt mere påvirket end Louis.
Jeg er selvfølgelig glad for at man ikke kan mærke noget på Louis, han er ikke bange mere når vi går tur, og det eneste der er at se på hans opførsel, er hvis vi møder store hvide hunde, så bliver han utryg, samt hvis hunde virker truende, beskytter han mere.
Men derimod mig, jeg er virkelig bange for at møde hunde med ham, ser jeg en - går jeg helst den anden vej, uanset race. Det er kun når min mand er med os jeg tør gå forbi dem. Jeg er virkelig blevet møg bange for muskelhunde! Tit om natten drømmer jeg om overfaldet, og bare når jeg lukker mine øjne kan jeg stadig se min hund kæmpe for sit liv! Det er virkelig hårdt! og føler ikke rigtig nogen forstår mig. Det er også svært at kunne sætte sig ind i, når man ikke har oplevet det.
Louis er meget sikker i sit indkald, og kommer hver gang. Men det er først nu jeg tør lade ham gå fri, og KUN hvis jeg kan se MINDST 150 meter frem, hvor der ikke kan komme nogen, ellers har jeg ham i meget kort snor, og det er jo egentlig synd for ham, at jeg har det sådan. Men jeg er så bange for at miste ham! Hver gang jeg tager hjemmefra, har jeg det sindsygt dårligt! årh det er forfærdeligt! Selv når jeg skriver dette ned, triller tårene bare ned af kinderne på mig!
Men Louis er jo bare den samme glade hund, der fjoller rundt hele tiden og putter. Og jeg er SÅ lykkelig for jeg stadig har ham!!
Undskyld at det blev så langt, men det lettede trykket.