Vitos fødsel :) {{forumTopicSubject}}

Her kommer min fødselsberetning.. jeg er skidt til at formulere mig kort, så I må bære over med mig..


vandet gik ca. 12.30. Jeg ringede til min veninde, for da hun bor en time væk, var aftalen at jeg skulle ringe OMGÅENDE.

På det tidspunkt havde jeg endnu ingen veer, så jeg var rimelig cool. Jeg foreslog veninden at jeg kunne ringe igen når der skete noget, hvortil hun sagde "jeg har hørt om din familie - vi ses om en time." Jeg svarede med noget i retning a la "okay, så kan du bare vente med mig. Så kan jeg rede op på sofaen til dig i nat"..



Jeg ringede også til min mor og søster, men sagde at det blot var vandet, så der var god tid, og at Henriette var på vej.

Så var alle dem som skulle med, lissom alarmeret.



Henriette kom efter en time, og der havde jeg veer. De var ikke slemme og kom med ca. 6-8 minutters interval, så jeg havde ikke taget tid på dem endnu.

Vi besluttede at gå en tur med hunden, så hun var luftet ordentligt af.. Jeg havde ikke ville gå med hende alene, HVIS NU..



Turen kan godt gøres på 30 minutter, meeeeen, det tog en del længere tid.. Rimelig hurtigt tog mine veer til, og det sidste lange stykke tid varede de 1 minut, og kom med 1½ minuts varighed..

Henriette og jeg blev hurtigt enige om at når vi kom hjem skulle jeg lige tage tid på et par, og så ringe til FG og mor og sige NU!..



Da vi kom hjem skulle jeg virkelig på toilet (det skal man åbenbart) og beordrede veninden til at ringe til min mor og sige "SÅ ER DET NU!".. Jeg troede min mor ville fange alvoren i at jeg ikke selv ringede..



Jeg tog tid på 3 veer (1 minuts varighed, 1½ minut imellem) og ringede til FG. Jeg havde en ve i både starten og slutningen af samtalen, og hun sagde de ville gøre klar til mig, så jeg skulle bare køre med det samme.



Jeg gik på toilettet igen.



Henriette og jeg blev enige om at gå ned og vente, så vi kunne køre omgående.

Min mor bor ca. 10 minutter væk, og burde snildt kunne klare det 7-8 i en stram situation..

Da der var gået 13 minutter var hun endnu ikke kommet.

Veninden ringede til hende igen, og min søster svarede. Hun havde liige hentet hende på vejen.. Men de var på vej.



Veninden og jeg besluttede at give dem 2-3 minutter, hvorefter vi ville ringe 112.

På det tidspunkt lå jeg på asfalten på alle 4, hvert 1½. minut og gispede det bedste jeg overhovedet kunne (Guuud, hvor er jeg glad for at min veninde har FULDSTÆNDIG styr på fødsler og på at være fødselshjælper!!)



Mor og søster ankom i sidste øjeblik, og jeg blev gelejdet ind på forsædet, hvor der lå et håndklæde.

Mor blev straks beordret til at KØRE HURTIGT!



Veninden var undervejs ved at ringe 112 for at få en politieskorte, men mor kører i ny firmabil og ingen af os havde forstand på nummerpladen og "vi når det nok - der er kun 15 km"..



Undervejs fik jeg i den grad pressetrang, og når man sidder på sådan et forsæde og nærmest er i fødestilling, er det vanvittigt svært ikke at presse!



Vi ankom til hospitalet og veninde og søster slæbte mig ud af bilen midt i en ve og ind, mens mor kørte videre for at finde parkering.

I elevatoren fik jeg igen en ve, og jeg måtte løftes op fra alle 4 og slæbes ud, da vi kom op.

Vi gik straks ind på ambulatoriet for gravide (hvor jeg endnu engang smed mig på alle 4) og min søster gik ind og sagde "min søster er ved at føde, og har haft pressetrang de sidste 6 veer".

Damen kom ud, kastede et blik på mig, og fandt en kørestol frem, for at køre mig direkte over på fødestuen.



På stuen fik de pludselig travlt! De var ved at gøre klar, men havde nok forventet lidt mere tid.



Jeg blev hurtigt lagt op på en briks, og fik tøjet af (de ville prøve at krænge min billige lorte-sloggi-top over hovedet på mig, og jeg måtte få et hysterisk anfald i bedste gravid-stil, før de klippede den af i stedet).

Hun fik hurtigt lavet en undersøgelse, og konkluderede at jeg var fuldt udvidet. Der var en smule hinde af en art, som gerne måtte trække sig helt væk først, så jeg skulle gerne vente lidt..



For ikke at presse måtte jeg fysisk holde knæene samlede. Det var SÅ svært.

Så hun sagde "bare pres". Og det gjorde jeg. Ud kom et hoved, og mens jeg var helt forundret over den følelse af at jeg tydeligvis havde født et hoved, hørte jeg ikke JM sige "Vent!" og jeg mærkede heller ikke at jeg pressede. Men der var et barn.



Det tog 3 minutter og to presseveer..



Derefter gik alt bare lynende let! Lillemanden skreg næsten ikke, men lå bare og kiggede i flere timer.

Jeg er selvfølgelig bristet, og hun måtte sy i en halv times tid, men det var meget mildere end jeg havde forventet, så jeg kunne sagtens gå rundt allerede samme aften (omend det er lidt stramt)...



Jeg blev registreret som ankommet 14.15 og han blev noteret født 14.33..

Min vandrejournal nåede de vist aldrig at finde..





Konklusionen må være at jeg går en kortere tur med hunden næste gang...