fighter {{forumTopicSubject}}

Jeg sidder her og lytter lidt til noget musik og tænker tilbage til hvor alt startede da jeg stod med en positiv test, vi var så lykkelige, vi glædet os til vores lille mirakelbarn kom til verden. Min graviditet var dejlig nem, jeg havde ikke nogen problemer med noget.. Vi ventede spændt på den dag hvor vi stod med vores dejlige søn i vores arme for første gang. Men sådan ende det ikke til at starte med.. Jeg lå i 22 timer med veer og fandt så ud af mit bækken var for smalt, så jeg røg til akut kajsersnit, men da jeg blev lagt i narkose og Lucas var kommet ud var han helt slatten, der var næsten ingen liv i ham, så han blev taget fra os og lagt i kuvøse og fik 100% ilt, vi fik afvide at det nok ende med han skulle lægges i respirator, men 3 dage efter vi havde fået det afvide begynde han at spise og begynde og trække vejret optimalt igen. Da han blev taget ud af kuvøsen, begynde jeg og få det utrolig skidt, jeg havde svært ved at trække vejret og havde ingen appetit, de troede jeg havde fået opkast ned i mine lunger da jeg kastede op under mine veer. De blev ved med at kigge efter de forkerte bakterier og jeg blev mere og mere svag, til sidst fik jeg 100 % ilt og det var stadig ikke nok. De måtte lægge mig i respirator og jeg blev fløjet til Skiby sygehus.. Lucas' far fik afvide af læger og sygeplejersker at de ikke vidste hva vej det ville gå, jeg kunne overleve men jeg kunne også sige farvel til livet. Dennis står som enlig far fra start af. De finder så ud af at jeg har fået en kold lungebetændelse og begynde så at få den rigtige behandling. Jeg gik glip af de første 3 uger med min søn, jeg holde ham først for første gang efter 3 uger. Og i dag er jeg så alene med min søn..

Er der nogen der har oplevet det samme eller noget lign.. Håber i læser mit oplæg...