Bekymret for underretning {{forumTopicSubject}}

Jeg er ny herinde og ved egentlig ikke hvor jeg skal starte, men ja som overskriften siger så er jeg bekymret for underretning fra børnehavens side.

Min søns far og jeg der ikke længere er sammen har et nogenlunde stabilt samarbejde og der køres samvær i to weekender i træk og så en herhjemme hos os.
Da min søn var tre kom der en underretning på min søns far - den kom fra hans egen sagsbehandler og i den forbindelse blev jeg indkaldt til møde som gik helt uden problemer.

Jeg tog nogenlunde samtidig med dette et valg om, at bede om hjælp hos børn og unge udvalget i form af en støtte/kontaktperson og der er gode udtalelser fra start og frem til nu.

For en måneds tid siden bad jeg selv om møde i bh omhandlende min søn, da jeg mener at han begynder og ændre adfærd. Han er meget ked af det og bliver sur over nærmest ingenting, gider ikke tale om hvad han har lavet ved sin far eller i bh - han siger bare "det ved jeg ikke" eller "ikke noget" og bliver sur hvis man presser på.

Børnehaven har til mødet kun og sige, at de ser en sund og velfungerende dreng og de har intet indtryk af at hans adfærd er begyndt og ændre sig i den negative retning.
Vi laver en aftale om et samarbejde hvor jeg vil få besked hvis de begynder at se ændringer.

Tre uger senere går pædagogen bag ryggen på mig og kontakter min støtte/kontaktperson fordi at hun nu pludselig er bekymret for ham.
Der bliver indkaldt til møde hor jeg, pædagogen og støtte/kontaktperson er til stede.
Hendes bekymring går på at han er for følsom og for nærtagende. Han har svært ved at forstå det hvis et andet barn siger nej til at lege og bliver meget ked af det hvis han bliver udelukket fra en gruppe. Så ked af det, at de ind imellem har svært ved, at hive ham op igen og hun giver udtryk for (uden at sige det ligeud, men enhver kunne høre det) at hvis det ikke ændrer sig i nærmeste fremtid ville de blive nødt til at lave en underretning på det..

Jeg forstår ikke hvordan dette kan være nok og jeg er meget forvirret, vred og bekymret på samme tid, da det jo i starten var mig der opsøgte dem for ligesom at få dem med ind i det hele.

Nu gå jeg så rundt og spekulerer over det der blev sagt til dette møde og det er bare kommet til, at fylde alt for meget.
Min frygt ligger lidt på, at jeg selv har fået stille diagnosen borderline for nylig og de måske vil køre på den hvis det når så vidt.
Det har jo intet med det at gøre overhovedet i og med, at jeg er "normal" størstedelen af tiden.
Herhjemme kører det på skinner og jeg synes min dreng er noget af det nemmeste, gladeste og kærligste det meste af tiden, med få undtagelser, men alle børn har deres øjeblikke.
Men ja, jeg havde vist bare brug for, at komme ud med det, da det fylder rigtig meget i mit hoved. Jeg synes det er et ret tyndt grundlag for en underretning og jeg er meget bange for, hvis det bliver en realitet - hvad det så vil medføre..?