At være taknemmelig. {{forumTopicSubject}}

Igår efter en aftenvagt kommer jeg hjem kl 22.30. Oliver sover trykt og godt, det samme gør manden.
Jeg kommer til at se et program på kanal TLC om for tidlig fødte børn på et amerikansk sygehus. Vi følger en dreng Kigan som kæmper og kæmper for at overleve. Men der bliver ved med at støde komplikation til, som til sidst efter mange operationer resultere i at hans forældre beslutter at slukke for hans respirator.
Jeg plejer ALDRIG at se sådanne programmer, for det rammer mig altid så voldsomt.
Men igår blev jeg virkelig ked af det, og måtte til sidst bare gå ind på olivers værelse. Der sad jeg i over 1 time, og bare kiggede på ham, mens han sov.
Hvor følte jeg mig dog taknemmelig, at jeg har en søn, som godt nok har været meget igennem. Men han er rask og er en glad dreng der trives.

Nogen gange skal man være glad og taknemmelig for det man har, og ikke focusere så meget på det man ikke har.
Undskyld det blev langt.