At gå fra hinanden 2 dage før termin {{forumTopicSubject}}

Ja det kan det meget vel ende med.
Jeg ved ikke helt hvor jeg skal starte eller hvordan jeg skal forklare det, så jeg håber i vil bære over med mig hvis det bliver for rodet.

I det sidste laaaange stykke tid har det ikke rigtig fungeret mellem min kæreste og mig. Det har været meget op og ned, og en del mere ned end op.
Nu ved jeg godt at det kan ske når man er gravid, at man bliver fuld af hormoner og kan ikke rigtig styre hverken humør eller følelser, men jeg synes bare det her er anderledes!
Han går mig virkelig på nerverne! Og det er små ting i løbet af dagen der gør det, som jeg ikke vil kede jer med at remse op her, men især når jeg har ondt (plukkeveer, ondt i ryggen osv) virker han nærmest ligeglad, og gider ofte ikke engang at svare.
Og nu er det altså ikke sådan at jeg har været pylret igennem graviditeten på trods af gentagne blærebetændelser, bækkenløsning osv, tværtimod synes jeg næsten, så jeg kan ikke se at det skulle være derfor.

Jeg føler virkelig jeg står helt alene med det hele og ikke rigtig har nogen at snakke med, da jeg ikke kender nogen i den lille by vi bor i, og jeg kan heller ikke snakke med ham, da det virker som om der fra hans side ikke er nær så meget interesse i det har som der måske burde være.

Jeg er normalt ikke en der piver over tilværelsen eller har let ved at blive ked af det, men det hele er efterhånden ved at være for meget... Det er næsten gået så vidt at jeg, tre dage inden termin (d. 31), ikke har lyst til at have ham (faren) med ved fødslen, da det alligevel er begrænset hvor meget han har "gået op i" det hele, og at jeg næsten hellere vil igennem det alene.
Jeg var så glad da jeg blev gravid, og glædede mig til det hele, men nu er den eneste glæde, at mærke når hun bevæger sig, og tanken om at holde hende i mine arme snart. Det er da osse store ting, men det kunne være rart at være to om det.

Jeg er ikke sikker på hvad jeg ville med det her, andet end måske høre nogle gode råd eller et par trøstende ord.
Der er jo nok andre end mig der har været det igennem.