Vraget for en tro på gud:( {{forumTopicSubject}}

Hej piger

Jeg har en lille diskusion med manden ang. hans lillebror som var en
kanon god ven af vores. Som vi dagligt havde på besøg af, som kom over til aftensmad og perioder sov hos os. Begge vores børn utrolig glade for ham, og det var self. gensidigt. Vi har alle virkeligt nydt hans selvskab, og vi har ku snakke med ham om alt.
Men her for en lille måneds tid slog han op med hans søde kæreste, fordi han fik dårlig samvittighed over for gud når han havde sex med hende. Jeg snakkede med hans kæreste derefter, hvor hun fortalte at han ville have de sku giftes hurtigst muligt hvis de skulle fortsætte med at komme sammen. Det ville hun ikke da hun kun er 16år og han er lige fyldt 19år.
Jeg sagde til hende at hun bare sku lade ham være da han nok sku´komme rendene tilbage, da han jo elskede hende rigtig meget... men nææ nej gjorde han ikke:(
Lige pludselig fra den ene dag til den anden høre vi slet ik noget fra ham mere, selvom vi skriver og ringer.
Men så kom han en dag efter en uge og besøgte os hurtigt....og der spurgte han mig om jeg var sur på ham fordi han var begyndt at blive kristen...og der svarede jeg så at det var hans valg og at jeg ik er sur, men at jeg self. ikke håbede han glemte os nu hvor han var begyndt i det der halløjsa kristendom. Han lovede at han ikke ville glemme os og at han er stadig den drengerøv som vi kender ham.
Men ja, nu er der gået næsten en måned, og vi har næsten ik set ham..og han siger konstant han har travlt, med at gå i kirke og studere bibelen...Nu kan vi se han er konstant hos hans søster og bror som også er inde i det der kristenhalløjsa og de er sammen hele tiden.

Jeg syntes det er skide tarveligt at vi lige pludselig er blevet vraget pga en tro... jeg syntes da det er ok hvis han vil være kristen, men at droppe os fuldstændig for en tro syntes jeg er for latterligt Vi har ALTID været der for ham og hjulpet ham på alle mulige måder, og han har også sagt at vi betyder alt for ham...men hvorfor gøre så det her mod os...Min kæreste syntes jeg er latterlig fordi jeg er skuffet over at han ikke har tid til os mere:(

Hvordan ville i selv ha det hvis jeres ven eller veninde lige pludselig vragede jer for en tro???
Eller er det bare mig som overreagere?