barnløs vs. ups'er {{forumTopicSubject}}
Jeg står i et dilemma der går mig utrolig meget på hver dag. Det gør ondt inde i maven og jeg håber der er nogle her der kan hjælpe mig.
Jeg har en dejlig lille søn på 7 mdr. Hans start på livet har været meget hård og meget til er gået med indlæggelse og lægebesøg.
Det var ikke en planlagt graviditet for vi var lige flyttet og ville vente et års tid. Men ønskebarn var han bestemt og vi gik igang med at få færdiggjort huset. Vi glædede os rigtig meget til at blive en lille familie.
Men min glæde blev ofte afbrudt af tanken om min søster. Hende og hendes man har længe forsøgt at blive gravide men desværre uden held.
-og min frygt for at fortælle hende om min graviditet voksede.
Jeg var så bange for at sige det til hende og min frygt blev gjort til virkelighed. Hun holdt dig langt væk og jeg så hende kun til familiesammenkomst resten af min graviditet.
Jeg ville ikke presse hende for kunne godt forstå det var svært.
Under min graviditet blev jeg alvorligt syg og vores hus led af vandskade på vandskade. Min mand skulle klare alt selv. Normalt hjælper min søster og jeg altid hinanden men væk var hun.
Da jeg havde født vores dejlige søn fik jeg blot en sms med tillykke søs.
Da han var tre mdr så hun ham til en familiefødselsdag og igen tre mdr senere til hans barnedåb. Hun har kort rørt hans hånd da hun sagde farvel.
Jeg ved godt hvor hårdt det må være for hende men jeg brænder snart op af fortvivelse.
Da vores bror blev far hjalp hun med børneværelse og sørgede for at der var mad i køleskab når de kom hjem fra hospitalet.
Jeg føler lidt at det er MIG der har ødelagt hendes livmoder og derfor skal straffes.
Vi har haft det svært og jeg har været (er nok stadig lidt) helt nede i kælderen. Jeg kan ikke snakke med hende så jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.
Jeg vil jo gerne være der for hende når hun har det svært efter endnu en mislykket graviditet.
Hvad hvis hun aldrig bliver gravid? Er det så bare slut? Er det værd at kæmpe for når det holder mig så langt nede?
En sagde forleden til mig: vælg dine kampe med omhug så du rummer overskud til din søn. Skal jeg fravælge min søster og å bare tænke det var det?
Jeg vil gerne kæmpe videre men jeg kan mærke jeg snart ikke har mere at kæmpe med.
Jeg skriver her for at få hjælp. Jeg taber mig mellem 1/2 og 1 kg hver uge fordi jeg i forvejen har så meget pga vores søn der er syg og en søster der oveni er forsvundet gør det ikke bedre. Jeg er 162 høj/lav (som man tager det 
og vejer nu 47 kg. Det må stoppe nu.
Jeg beklager længden men synes det er svært at korte ned.
Håber i har nogle gode råd
okt 2008
Følger: 7 Følgere: 6 Emner: 37 Svar: 3.625
Det er skide hårdt at miste sin familie, men hun har jo selv taet valget.
Kan kun sammenligne din situation med den jeg har med min farmor. Hun har fravalgt mig og hendes oldebarn, og vi har ikke hørt fra hende siden Claras dåb i januar. Der er ellers sendt invitation til vores bryllup (hun takkede nej i et kort) og takkekort (fordi hun alligelvel sendt en gave). Men intet har jeg hørt fra hende.
Jeg har valgt at acceptere det, og det har givet mig ro. Jeg bekymrer mig ikk om om jeg nu får ringet ofte nok til hende, eller ser hende ofte nok, for n har selv valgt ikke at ville være en del af vores liv.
okt 2011
Følger: 2 Følgere: 2 Babyer: 1 Emner: 20 Svar: 62
Og ved hvor svært det kan være, har været meget fraværende overfor min niece og hun er idag 3 år og har først fået et forhold til hende nu..
det var rigtig svært og kunne ikke kigge på hende eller hendes forældre
jeg gik selv helt ned i kælderen..
Men jeg ville helt klart spøger dine forældre om de ikke vil hjælpe med af lave noget god mad også kun invitere dig og din søster hjem for af hjælpe med af få snakken igang, for det er det der skal til..
Har selv prøvet af gå til psygolo for af det skulle hjælpe mig med af finde ud af hvad jeg eller de kunne gøre og det hjælp intet Det hjælp først da vi tog en god samtale med min svigerinde samt svoger og drak og en god skid på og eller fik snakke om alle føgelserne.....
aug 2011
Følger: 1 Babyer: 1 Emner: 43 Svar: 249
Men det gør ondt og min vrede og skuffelse over det hele forsvinder ikke på den måde.
aug 2008
Følger: 7 Følgere: 5 Babyer: 2 Emner: 126 Svar: 482
Så har du ligesom fået lidt luft og det er op til hende at opsøge dig/jer.
Håber i finder ud af det.
mar 2012
Følger: 4 Følgere: 3 Emner: 52 Svar: 513
aug 2008
Følger: 7 Følgere: 5 Babyer: 2 Emner: 126 Svar: 482
Da vi prøvede første gang, var jeg også meget følsom, var ikke sur på gravide og mødre med nyfødte, men kunne godt mærke en længsel indeni og at jeg blev ked af det.
Min mands bror og hans kone/kæreste har valgt os fra mere eller mindre, da de 3 gange har mistet. En gang kun en måned inden fødsel, hvor moderkagen rev sig løs og kvalte en lille pige, anden gang var en abort, tredje gang nåede de at have en lille pige ved deres side i nogle måneder.
I stedet -hvilket jeg så ikke forstår- omgåes de forældre de har mødt på riget, som er i samme situation som dem, eller som stadig har deres præmeture barn. Fornylig mistede et af disse forældrepar deres lille pige.
Se det tænker jeg må være mere hårdt, men de har truffet et valg.
aug 2011
Følger: 1 Babyer: 1 Emner: 43 Svar: 249
Så var den sagt. Jeg tænker ofte hvad hvis hun bliver gravid og så pludselig gerne vil være en del af min søns liv, skal jeg så igen glemme og tage imod med åbne arme og så hjælpe hende med hvad der nu hører til nybagte forældre?
Jeg ønsker mest af alt overskud til hende uanset om de bliver forældre eller ej, men jeg må desværre se i øjnene at jeg ikke længere er den søde og tilgivende pige som før. Ja jeg indrømmer at jeg er rigtig tøsefornærmet, føler mig trådt på og det med tilgivelse er så fjernt for mig lige nu
jan 2009
Følger: 5 Følgere: 4 Emner: 35 Svar: 626
Min søster fik en baby, da jeg var 16. Da tænkte jeg ikke selv børn, men reagerede ikke særlig flot, men min søster kom ind lidt senere og vi snakkede om det - jeg var simpelthen jaloux - forstået på den måde, at nu skulle jeg dele min søster med en lille lorteunge (hadede børn der). Min lille niece kom af uransaglige grunde til at elske mig meget højt alligevel, og i dag har jeg det bedste forhold med min 7 årig niece, hvor vi går til ridning sammen hver uge og bor i samme by.
Jeg blev så gravid uden for livmoderen og blev indlagt i starten af november, hvor det sprang i maven på mig. I december i det år kom min søster og fortalte, at hende og hendes mave ventede sig. Det var meget hårdt, men jeg formåede at blive glad for hendes vegne og glæde mig (da var jeg jo endnu ikke ufrivillig barnløs men blot sårbar pga episoden). Da hendes søn var født, havde jeg købt en rigtig fin gave til hende, og jeg forsøgte at være en del af hans liv, men han ville ikke holdes af andre end sin mor. og sådan er det stadig, så det er ikke min skyld, at han ikke rigtig er en del af mit liv nu.
Men denne gang kom min søster i starten af december (I ÅR!!!) og fortalte, at de nu ventede sig igen. Jeg havde haft en mistanke om det, da hun var blevet tyk igen, og hun havde ellers tabt sig meget efter nr. 2's fødsel. Jeg har selv lige været igennem 4. fertilitetsforsøg med en positiv test, hvor jeg så begyndte at bløde. Så kommer de vaslende en søndag formiddag og fortæller nyheden. Jeg og min kæreste forsøgte af alt i verden at være glade på deres vegne og spørge interesseret ind til det. Jeg måtte kigge væk flere gange, fordi jeg var ved at græde, men jeg holdte mig stærk for min søsters skyld.
Senere finder jeg så ud af fra min mor, at min søster er meget skuffet over, jeg ikke var mere glad over nyheden. Der tænker jeg så, at hensyn går begge veje. Selvfølgelig kan jeg ikke sidde og skrige af glæde, når jeg selv er i dyb sorg og meget påvirket af hormoner, men jeg forsøgte, og jeg er en aktiv del af hendes og hendes børns liv. Hun er der heller aldrig for mig, når jeg går gennem de hårde fertilitetsforsøg, og det synes jeg ikke er rimeligt.
Så jeg vil egentlig bare sige, at det kan være meget, meget svært at være den barnløse, som skal se på sin søster spytte den ene ud efter en den, mens jeg er i dyb krise og sorg. Men jeg kunne aldrig finde på at vælge min søster eller hendes børn fra. Måske du skal rumme hende også, og forsøg at få en dialog igang, hvor du fortæller hende, at du godt kan forstå, det er svært for hende at være i det, men at du savner hende og elsker hende.
Held og lykke.
jan 2009
Følger: 5 Følgere: 4 Emner: 35 Svar: 626
aug 2011
Følger: 1 Babyer: 1 Emner: 43 Svar: 249
Jeg vil så gerne kæmpe for det her men jeg har besluttet at vente. Jeg har slet ikke kræfterne til det lige nu. Jeg tror det bedste er at vente til jeg har lidt mere overskud.
For hvis det ender med at vi ikke kan finde ud af det frygter jeg at de få trin jeg endelig har kæmpet mig op af, de forsvinder.
Men I skal alle have tusind tak for jeres hjælp og støtte. I er altså skønne
Ha en rigtig dejlig jul og pas godt på familien
okt 2008
Følger: 7 Følgere: 6 Emner: 37 Svar: 3.625
aug 2011
Følger: 1 Babyer: 1 Emner: 43 Svar: 249
Jeg har indset at jeg har en desperation og må gøre noget. Men så længe jeg har en lille på armen kan jeg slet ikke overskud faste aftaler. Så jeg fik den idé at når Victor starter i dp til februar så må jeg tænke på at få mig selv op igen. Min søn fortjener en glad mor, især med alt det han har været igennem.
Nå, men jeg ringer så til min læge for jeg indrømmer at jeg er så lang nede at jeg føler mig tæt på bunden. Jeg er meget imod brugen af medicin til det formål men jeg har et ansvar for andre end mig selv nu. Så jeg spørger ind til brug af lykkepiller. Hun fraråder det på det kraftigste men anbefaler mig så at lære at drikke hver dag. What?
Ja hun siger at jeg ville have godt af det man kalder en davs...
En glas et eller andet når manden kommer hjem. Hmm
Bare mig eller lidt spøjs udtalelse fra en læge?
Da nok bedre end medicin men undrede mig meget efter den tlf samtale
barnløs vs. ups'er