Samkvem med børn - tvungen antabus {{forumTopicSubject}}

Jeg tager lige historien fra begyndelsen, så det kan godt blive lidt langt.

Vi har en rigtig god ven, som har to børn på 11 og 9 år. Han og moderen gik fra hinanden, da den mindste var lige knap 1 år.
Efter de gik fra hinanden begyndte tingene at gå helt skævt for ham, og han begyndte at drikke ALT for meget (det var ikke årsagen til, at de gik fra hinanden) .
Hans misbrug førte til, at han ikke var i stand til, at have børnene hver anden weekend som aftalt, han har aldrig drukket når han havde børnene, men aflyst weekenden i stedet for, moderen siger også selv, at hun aldrig har haft indtryk af, at han har drukket sammen med børnene.
Dette førte selvfølgelig til, at moderen søgte om fuld forældremyndighed (det havde jeg også gjort), som hun fik. Ligeledes satte statsamtet krav om, at han skulle gå i behandling og være på antabus, hvis han ville se sine børn.
Det var en øjenåbner for ham, og han tog i behandling i ½ år, og da han kom hjem derfra begyndte han at tage antabus 2 gange i ugen på det lokale misbrugscenter..
Den første behandling ligger nu 5 år tilbage i tiden, og han har ikke så meget som kigget på en øl i de 5 år, for 2½ år siden tog han dog 3 mdr. på behandlingsstedet igen (frivilligt), fordi han syntes han trængte til, at få genopfrisket sine redskaber.
Vilkårene som statsamtet haft fastlagt for samkvemmet er således, at moderen må ringe til misbrugscentret og tjekke, om han har taget antabus de fire gange der går mellem weekenderne (2 gange i ugen), hvis han ikke har gjort det, kan hun nægte at udlevere børnene.
Det vilkår førte til, at hun her mens der var snestorm nægtede at udlevere børnene til ham. Situationen var den, at han kom på besøg hos os om onsdagen, og da det blev torsdag (hvor han skulle tage antabus) var det på ingen måder forsvarligt for os at køre ham ind til byen (vi bor temmelig langt ude på landet), han ringede naturligvis i misbrugscentret og forklarede situationen. De havde fuld forståelse for situationen, og jeg snakkede også med dem, og garanterede, at han ikke ville få mulighed for at drikke hos os (de kender mig, fordi vi har støttet ham så meget i hans behandling), han var rigtig ked af situationen, fordi han skulle have børnene på weekend om fredagen.
Moderen ringede om fredagen og spurgte, om han havde taget antabus, det svarede de jo nej til, og de prøvede på at forklare hende hvorfor, men det ville hun slet ikke høre på, og hun nægtede ham at få dem på weekend. Jeg synes måske godt hun kunne have ringet til os og spurgt til, hvordan det var gået, for jeg ville aldrig nogensinde dække over ham, hvis han havde drukket.
Vores ven er gået fuldstændig helhjertet ind i hans behandling, og han sørgede for, at børnene kunne komme med i en gruppe der, hvor han har været i behandling, for at de kunne få bearbejdet deres oplevelser, for selvom de aldrig har set ham drikke, så har de jo oplevet svigt fra hans side når han har aflyst weekender. Det syntes moderen ikke var nødvendigt de deltog i, og slet ikke, hvis det skulle foregå i hendes weekender. Dog gav statsamtet hende besked på, at det skulle de deltage i.
For et lille års tid siden fik han afslag på fælles forældremyndighed, fordi statsamtet ikke mente han havde været ædru længe nok, på trods af, at misbrugscentret kun havde positive ting at sige om ham. Jeg tænker bare, hvornår det er længe nok? på det tidspunkt havde han været ædru i næsten 4 år!
Nu står han så i den situation, at misbrugscentret siger han er færdigbehandlet, og de ser ingen grund til, at han skal fortsætte med at tage antabus. Dette har de skrevet til statsamtet om, og han regnede egentlig med, at kravet om antabus så ville bortfalde (og det er ikke fordi han vil begynde at drikke igen), men han har så fået svar fra statsamtet, at fordi moderen ikke vil være tryg ved, at udlevere børnen hvis han ikke har taget antabus, så SKAL han blive ved med det indtil de bliver 18 år........
og hvis ikke misbrugscentret vil udlevere det til ham længere, må han tage det ved egen læge 2 gange i ugen
Det vil sige, at de næste 9 år kan moderen stadig fuldstændig styre hans liv, for han kan ikke tage på ferie i og med han skal stille ved egen læge 2 gange i ugen, han kan ikke tillade sig at besøge sin familie der bor på Sjælland nogle dage, fordi han skal stille ved lægen 2 gange i ugen. Moderen får en (efter min mening) fuldstændig urimelig magt over hans liv.
Hans egen læge siger det er fuldstændig tåbeligt, at det fortsatte krav faktisk i sidste ende kan ødelægge hans ædruelighed, fordi han bliver fastholdt i "misbrugs" adfærd (kort sagt i hvert fald). Lægen har tilbudt, at han vil deltage i et møde med vores ven, moderen, misbrugscentret og statsamtet og forklare hvilke konsekvenser det kan få for ham både fysisk og psykisk at fastholde ham i antabus behandling uden det er nødvendigt. Dette har moderen nægtet at deltage i.

Jeg kan absolut godt forstå moderens bekymringer, men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke "hvornår er det nok?". Han har gjort og gør ALT for at skabe et godt liv for sig selv og sine børn, og han er en fantastisk god far!
Jeg er virkelig forundret over, at statsamtet ser fuldstændig blindt på moderens side af sagen. Han har gennemført behandling til punkt og prikke, han har ikke kigget på en øl i 5 år, han er ligefrem blevet støtte kontaktperson for folk, som lige er blevet udskrevet fra det behandlingssted han selv var på. Hvis ikke det siger noget om, hvor godt hans behandling er gået, og hvor meget overskud han har fået, ja så ved jeg snart ikke, hvad mere han skal gøre, og jeg synes simpelthen ikke det er rimeligt.

Til jer der har holdt den lange læsning ud. Tak jeg trængte bare til at komme af med det.