Selmas FB {{forumTopicSubject}}

Den 15. juni kl 5 om morgenen fik jeg den første ve. Der var 20 min imellem, men i løbet af formiddagen blev der ca 10 min imellem.
Desværre forsvandt veerne sidst på formiddagen...
Kl ca 15 og ca 16 fik jeg en ve - stadig ikke noget der sagde fødsel lige oppe over.
Men i løbet af dagen mærkede jeg ikke så meget liv, så ved 17 tiden ringede jeg til fødegangen, og fik besked om, at komme ind og få kørt en strimmel. Mens jeg lå der fik jeg pludselig veer med mindre end 10 min imellem og jordmoren mærkede at jeg var ca 2 cm åben.
Så måtte jeg have manden til at komme ind til hospitalet. Jeg skulle gå lidt, for at se om veerne blev stærkere. Så vi endte med at spise en pizza på det nærliggende pizzaria. Undervejs blev veerne stærkere og kom med 5 min mellemrum.
Så vi kom tilbage til svangergangen, hvor de sagde at jeg var 4 cm åben, og de overførte mig til fødegangen.
Der fik jeg kørt endnu en strimmel - alt stadig ok... og mine veer kom med 4 min mellemrum. Dog undrede det vores jordmor, at de ikke var lige kraftige. Vi fik at vide, at vi gerne måtte tage hjem, hvis vi ville, for der skete ikke så meget som vi håbede på.
Men jeg ville ikke hjem, så vi fik en ekstra seng til manden, og så ville jordmoren komme og tjekke mig hver ½ time.
Og der var fortsat ikke lige meget kraft på veerne, men kl ca 0.30 var jeg 6 cm åben.
På det tidspunkt begyndte jordmoren at virke som om, hun ikke var helt tilfreds med et eller andet.
Hun fortalte os, at hun ikke kunne forstå, at hovedet ikke trængte længere ned, og jo mere hun mærkede, jo mere usikker blev hun på, om det overhovedet var et hoved.
Så blev jeg scannet - og ganske rigtigt. Det hoved min egen jordmor i 10 uger havde fortalt mig stod fast i bækkenet... var en numse.
De to jordmødre der scannede mig ville ikke anbefale at jeg fødte ved sædefødsel, da jeg var førstegangsfødende, og det så ud til at være en stor baby.
Så vi blev enige om akut kejsersnit.
Derefter gik det ret hurtigt. En mindre hær af læger, sygeplejersker, laboranter og jordmødre "kastede" sig over mig. Jeg fik taget blodprøve, lagt veneflon, kateter, ilt i næsen blodtryksmåler osv. Samtidig var der en masse mennesker der skulle informere mig om alt det der skulle ske.
Alt det ville være voldsomt, hvis man ikke havde veer samtidig. Der fandt jeg ud af, hvor meget min evne til at arbejde med mine veer hang sammen med det at vide, at jeg skulle bruge dem.
Nøøj, hvor gør de ondt, når man samtidig skal ligge stille for at få epidoral blokade. Det var også ret ubehageligt at være bedøvet. Ikke at kunne mærke sine ben. Men en lettelse at slippe for veerne.
Så gik de igang med operationen. Pludselig kunne jeg mærke smerte... ikke uudholdelig smerte, man kan klare det meste efter 6 timers veer. Men da jeg naturlivis ikke kunne se, hvor langt de var, blev jeg bange for, at det ville gøre mere ondt.
Det viste sig at være slutningen, hvor de hev i mine muskler for at få baby ud. Så jeg fik lattergas indtil de havde klippet navlestrengen. Derefter morfin direkte i blodet.
Kl. 1.23 kom Selma til verden. Da jeg hørte min lille pige græde for første gang løbe tårerne ud af øjnene på mig. Jeg længtes efter at holde hende. Hun kom hen til børnelægen, som undersøgte hende. Heldigvis var alt som det skulle være, og lille Selma kom over til sin far, som tog hende med hen til mig. Han holdt hende, så jeg kunne se hende mens jeg bllev syet sammen.
På opvågningen blev hun målt og vejet. 51 cm og 3820 g. Og endelig fik jeg lov til at holde min lille pige. Jeg ammede hende første gang mens jeg stadig var forbundet til drop og fik taget blodtryk hele tiden. Møgirriterende, da jeg ikke kunne bevæge mine arme frit, og derfor ikke løfte baby.
Så det kunne kun gå for langsomt med at bedøvelsen forsvandt, så jeg kunne slippe fri. Ca. kl 4.30 kom vi på barselsgangen.
Vi er kommet hjem med en sund og rask lille pige som spiser rigtig fint. Så skidt være med, at mor er den oversavede dame
Vil dog helt sikkert forlange ekstra scanning næste gang, så jeg ikke risikerer den slags overraskelse igen.