{{ getTotalHits() | thousandNumberSeperatorFilter }} resultater Filter
{{group.groupName}}

{{ group.groupName }}

Medlemmer: {{group.memberCount}}
Forside Forum Medlemmer Annoncer {{ group.itemMoreItems }}
3.809 visninger | Oprettet:

Gravid, men ulykkelig.. (LANGT) {{forumTopicSubject}}

Hej Piger.
Jeg prøver at skrive herinde, fordi jeg har enormt meget brug for at få sat ord på hvad jeg føler og måske, forhåbentlig også, modtage et godt råd eller to.
For kort at sætte jer ind i min situation, vil jeg starte med at fortælle lidt om min ”historie”.
Da jeg var 17 år gammel, blev jeg gravid. Jeg ønskede ikke barnet og skulle have en abort om tirsdagen, men om lørdagen har jeg SA.
Dengang tog det ikke ret hårdt på mig, da jeg jo uanset hvad, havde valgt en abort.
I 2007 finder jeg ud af jeg er gravid. Graviditeten var langt fra planlagt, men min mand og jeg bliver hurtigt enige om at vi vil beholde det.
Jeg bliver sendt til NF hvor de kan fortælle os at der er hele to fostre men at de ikke kan finde hjerteblink, og de må desværre meddele os at jeg har haft en MA.
Jeg bliver slået helt ud af den, da jeg virkelig glædede mig til graviditeten og vi havde fortalt vores familier det, så de glædede sig jo også på vores vegne.
Jeg bliver indlagt på sygehuset hvor de vil fjerne fostrene og det var nok det værste døgn i mit liv,
Efter en pause, bliver vi enige om at vi nu vil prøve at blive gravide, da vi jo havde indstillet os på graviditet og baby. Det viser sig så at skulle blive en kamp, da de finder ud af jeg har PCO.
Vi opgiver lidt babydrømmen og selvom det er svært indstiller vi os på at vi nok bare ikke skal være forældre.
D. 5 januar tester jeg positiv og hele drømmen bliver nu virkelig for os. Vi er i den 7. himmel og det hele er bare så skønt.
Nervøsiteten kom selvfølgelig også og vi er til to akut scanninger da jeg har brunt udflåd og smerter i maven. Men den lille har det godt og vi får afvide der ingen grund er til bekymring. Mine følelser sidder uden på tøjet hele vejen frem til NF, som nu er overstået med et dejligt resultat.
Men nu sidder jeg og er gravid, men føler mig ikke så lykkelig som jeg selv syntes jeg burde gøre.
Jeg græder meget og syntes mit humør kører fra den ene yderlighed til den anden. Jeg har PÅ INGEN MÅDE lyst til at folk spørger til min graviditet eller snakker om den og jeg vil allerhelst at det kun er et emne min mand og jeg snakker om.
Jeg lukker folk ude af mit liv og isolere mig mere og mere, da jeg slet ikke kan overskue at folk hele tiden spørger og vil snakke om det.
I går var vi nede og besøge mine bedsteforældre og min lillebror på 6 år var der også. Min farmor siger til min bror han skal prøve at lægge hånden på min mave og min farmor og bror ligger begge deres hænder på min mave.
Jeg ved et lyder fuldstændig skørt, men jeg følte det nærmest som et overgreb. Jeg havde det så dårligt over det og tudede hele vejen hjem.
I aften skal vi til min nevøs fødselsdag og jeg frygter det så meget jeg har helt hjertebanken. Jeg ved min svigermor og svigerinde vil spørge til det hele og snakke om det, og jeg kan næsten ikke klarer tanken.

Jeg ved simpelthen ikke hvad der er galt med mig og jeg føler mig så forkert og jeg har det rigtig dårligt med at have det som jeg har det.

Er der nogen af jer der nogensinde har prøvet at have det på en måde der lignede det? Og hvad gjorde i for at komme ud af det?
Er der nogen der har et godt råd? For jeg er virkelig fortvivlet over det..


Spar penge på din forsikring

Kommentarer på:  Gravid, men ulykkelig.. (LANGT)
  • #1   16. apr 2011 Kan desværre nok ikke give dig så mange gode råd. Men vil dog sende et kæmpe kram til dig. Synd du skal være ulykkelig når du har jeres lille ønske barn i maven og det burde være en lykkelig tid.
    Det eneste råd jeg vil give dig er at jeg synes du skal sige til din familie at du ikke ønsker at snakke om graviditeten endnu - sig du har en svær tid og det er en privat sag. Håber for dig du kan finde ro snart og måske det hjælper når i ser den bette igen når du skal til MD scanning. Måske du skulle snakke med din læge om en ekstra scanning - for det kunne jo være du har det sådan fordi du hele tiden er nervøs for om barnet nu har det godt. Held og lykke med det hele i hvert fald.


  • #2   16. apr 2011 Tak, hvor er du sød.
    Jeg havde tænkt mig måske at snakke med min jordemoder om hvordan jeg har det.


  • #3   16. apr 2011 jeg kunne forestille mig at det er en normal reaktion efter alt det du har været igennem, det kommer bare først nu.

  • #4   16. apr 2011 Puha, dety lyder som om du har det rigtig hårdt lige nu! Jeg synes det er en god ide at snakke med din jordmor, selvom jeg også tror du bare nu reagerer på alt det du har været igennem, frygten for at miste sidder nok dybt i dig. Jeg tror det hele bliver lidt nemmere når du kommer lidt længere hen.
    Måske du skal aflyse det I skal I aften så du kan ta en dejlig hyggeaften på sofaen, få mad udefra måske og se en god film, bare dig og din kæreste...


  • #5   16. apr 2011 Àltså jeg ved ikke hvad det kan være for jeg er jo ikke læge (:
    Men jeg tænker lidt.. du har haft en rigtig hård start på alt det her Baby noget, og selvom NF gik super godt kan det godt være du ikke selv er helt overbevist selvom du er ude a 'fare zonen' Og jeg tror virkelig det kan være noget med det at gøre.. jeg ved det jo selvfølgelig ikke, det er der ingen andre end dig der kan finde ud a.. Jeg føler med dig, og jeg tror helt sikkert det bliver bedre.. Det måske også lidt hormoner.. (ved godt det er det sidste man vil høre.. jeg var selv en bombe i starten)

    Mit råd til dig.. er nok slet ikke rigtigt et råd s; Men snak med din fyr om det, og evt til fødselsdagen med de voksne forklar dem at du altså ikke har lyst til at snakke om det ligenu fordi du stadig er lidt nervøs? (hvis familien er forståelig) hvis ikke vil jeg nok bare ligesom lade det gå lidt hen (:

    Og så sæt dig ned og tænk dig dig rigtig godt om og find problemet og så arbejd med den (:


  • #7   16. apr 2011 ved du hvad, jeg tror simpelthen du er typisk gravid, ens følelser og hormoner er alt så bare helt ude af kurs når man er gravid og jeg vil næsten skyde på at så snart du har født så er alt godt igen.

  • #10   16. apr 2011 Jeg tabte 3 børn inden jeg blev gravid med Oliver, og jeg begyndte først at glæde mig efter vi havde været til MD scanning, først der gik det virkelig op for mig at dette barn rent faktisk blev.. Tror det er meget normalt at ha' det som du har det, og det er forfærdeligt at have det sådan!!! smiley
    Skriv endelig hvis du vil snakke..


  • #11   16. apr 2011 synes du skal snakke med din læge om det osv. og så synes jeg du skal fortælle familien hvordan tingene er og du helst gerne indtil videre vil holde det sådan lidt som tabu og ingen skal pille ved dig osv. familien vil forstå det - håber jeg da..

    sådan havde jeg det lidt i starten - sagde ligeud til folk at jeg ikk havde lyst til at snakke så meget om det fordi jeg var nervøs !! men folk får tilgengæld heller ikk lov til at pille ved maven uden jeg siger oki !!!


  • #13   16. apr 2011 Tror du måske ikke at det er en kombination af din nervøsitet og så de der tossede hormoner vi er udstyret med når vi er gravide?
    Jeg begynder nogle gange at tude over ting som jeg slet ikke er ked af... som fx da vi var på skiferie og de andre ville løbe på ski og jeg ikke orkede det og glædede mig til at dag derhjemme hvor jeg skulle hygge og læse bog.
    Men da de andre gik tudede jeg i 15 min tror jeg.... helt vildt meget... og så hyggede jeg mig resten af dagen.
    Men jeg tror det vil være en god ide at du taler med nogle mennesker du har tillid til om de følelser du har. Det er den slags hvor man går alene og føler sig forkert der kun bliver værre jo mere man lukker af.
    Der er jo intet som helst forkert i at være nervøs når man er gravid, alt muligt kan gå galt og fremtiden er jo noget mere ukendt.


Kommentér på:
Gravid, men ulykkelig.. (LANGT)

Annonce