Er det mig der er forkert på den?? {{forumTopicSubject}}

Hejsa

Min mand og jeg har været sammen i 7 år, gift i de 3 år. Vi fik vores første barn sammen i sep. 2009, og uheldigvis blev jeg gravid igen så vi venter en lille ny til dec 2010.
Vi snakkede meget frem og tilbage om en abort, men manden min ville ikke. Jeg selv har ikke følt mig glad for denne graviditet, måske det hænger sammen med hvordan det går herhjemme i vores forhold.

Manden min har siden juni været uden arbejde, men være aktiv i sin søgen efter nyt er han næppe. Så han er pt kontanthjælpsmodtager. Jeg selv blev gravid med vores datter inden jeg nåede at blive udlært sidst i jan. '09. Men jeg kunne ikke blive da krisen kradsede godt indenfor mit fag. Og finde noget når man er gravid er ikke det nemmeste. Så jeg har gået hjemme på dagpenge siden jan. '09 og frem til starten af min barsel, da den endte nu her står jeg stadig uden job så er atter på dagpenge. Så vores økonomi er rimelig presset i forvejen og få brød til dagen og vejen er presset meget ud. Jeg er den der sørger for vi får betalt vores regninger, men manden min hjælper ikke til her.

Han pt ynder at køre atv hver lørdag på en privat grund sammen med sin bror og andre. I hverdagene vil han hellere ned på et værksted her i nærheden og lave på sin atv, eller gå til hånde. Så det hænder han tjener lidt penge hjem til, meeeen det er mere sjældent i forhold til hvad tid han bruger dernede. Tid som han nok burde bruge på at søge efter job. Vi skændes stort set hverdag. For når man nævner han burde søge efter job, får man at vide gør det selv. Jeg passer vores datter hver weekend, det er mig der sørger for det praktiske med hende. Jeg har ikke været ude for mig selv og hygget, kun manden min. Han vil da gerne passe hende, men så vil han også tage hende med ned på atv-banen, og dette huer mig ikke, for hvis nu noget gik galt. Plus hun er så gammel, så sidde stille i 3-4 timer afhængig af hvor længe, vil hun sikkert heller ikke synes er morsomt. Her får jeg at vide at det er mig der er gal på den.

Jeg har prøvet med hjælp fra min sundhedsplejerske at få snakket om vores problemer men ej heller hjælper dette. Jeg har prøvet at være eftergivende, men jeg fik ikke noget omvendt herhjemme. Eks. til min datters 1 års fødselsdagsfest, hvor vi vælger at slå min 30 års fødselsdag sammen med, da vi ikke har råd til 2 fester med 1 mdr mellemrum, vil han gerne ud at køre. Jeg siger ja med en betingelse han skal være hjemme kl 12, men han dukker først op kl 13 og giver de andre der var med skylden. Ingen undskyldning får man ej heller. Inden festen skulle han hjælpe til hjemme, men nej heller ingen hjælp.
Jeg har efterfølgende prøvet at snakke med ham om det, og synes ikke man kan stole på ham, når man laver en aftale, hans ord så lad være med at lave aftaler med mig. Hvor jeg svarer retur, jamen jeg kan nægte dig at køre istedet, hvortil han svarer så kan vi ligeså godt ende her, altså skilsmisse.

Jeg har længe villet have ham til at vokse med opgaven som far og blive det mere voksen, han selv bliver 36 år til dec. Men jeg føler han kun vil som han selv vil og ikke være sit ansvar værdigt. Altså leve som ungkarlelivets glæder uden at tænke på man har været med til at lave et ansvar snart 2.

Skal jeg vælge at gå den tunge gang eller skal jeg prøve endnu engang at forsøge at redde vores ægteskab??

Jeg føler bare jeg render panden mod en mur hele tiden.

Hans kommentar er jeg bestemmer over ham og han ikke må det ene eller andet.

Please hjælp, for kan ikke klare det mere psykisk.

Hilsen den ulykkelige