SÅ melder jeg mig i klubben! (brok, brok, brok) {{forumTopicSubject}}

Ja, hvem havde troet det - men NU kommer min første brokketråd altså! Jeg undskylder på forhånd.


Jeg har altid syntes, at det har været helt vildt fjollet, når gravide brokker sig over, at de bliver tykke, mens de er gravide - men nu må jeg desværre selv melde mig ind i klubben. Jeg elsker at være gravid - altså hele idéen med det. Jeg har ingen gener som sådan ud over lidt (læs: en del) halsbrand om aftenen.

Men men men.....idet vi står og skal på ferie om små to uger, tænkte jeg lige her i formiddag, at jeg da lige skulle prøve mit sommertøj, og jeg kan sådan cirka passe INGENTING af det! Shorts og nederdele kan simpelthen ikke spændes, og hvis det lykkes mig at få dem spændt ligner jeg en...rullepølse!! :@ Nå, men det lykkedes mig da at få fundet 3 par (bomulds-)shorts og én cowboynederdel (som skal spændes med et hårelasktik!), som jeg kan passe! Kæresten er i skole, men blev informeret med det samme, så nu venter jeg bare på, at han kommer hjem, så jeg kan komme ind til byen og få brugt nogle af de penge, som jeg ikke har, så jeg rent faktisk kan se bare LIDT anstændig ud, når vi kommer til Italien! Jeg er SÅ ærgerlig, for jeg havde virkelig håbet, at jeg slap for at skulle købe en masse nyt - i det mindste indtil vi kom fra ferie. Men nej. Det er bare brok og pyller, I know! Men det er altså liiiidt svært at kapere, at kroppen forandrer sig, når man er vant til at være en spinkel pige på 45 kg, og nu pludselig vejer.....hold nu fast......55 kg, og ikke kan passe sit tøj!
(Tsk. 55 kg. Hvad f*nden brokker jeg mig for. Jeg burde skamme mig!)


Og som om det ikke skulle være nok i sig selv, så opdagede jeg lige de første strækmærker i går! TO styks - på RØVEN! Og hæng nu i --- de er hele 1-1½ cm lange begge to! Nu er krigen mod strækmærkerne for alvor sat igang. Jeg håber inderligt ikke, at de har tænkt sig at invitere alle deres venner, OG at de har tænkt sig at slå sig ned midt på min mave! Så graver jeg mig ned.



Ja, jeg ved jo godt, at det hele bare er noget pjat! "At jeg får en guldklump ud af det", "at mange andre har det meeeeget værre", og "at jeg skal nyde min graviditet". Ja-ja-ja-ja-ja-ja-ja!! Jeg prøver! Min fornuft siger mig, at jeg er heldig: jeg vejer KUN 55 kg, min mave er IKKE flækket af strækmærker (endnu), og jeg har INGEN graviditetsgener - men mine tanker og følelser fortæller mig, at jeg er fed, at jeg ser åndssvag ud, og at jeg aldrig får min krop igen. Lige pt. forsøger jeg at få mine tanker og følelser til at holde sin kæft.

Jeg har ikke været utålmodig før nu - men lige nu glæder jeg mig sindssygt meget til september, så jeg kan ånde lettet op og ikke skulle bekymre mig om, om jeg kommer til at tage 30 kg på i graviditeten og om der er endnu et strækmærke på vej.


Pyh... så fik jeg da lige lidt luft! Kald mig bare utaknemmelig, hysterisk, pjattet, sart og hvad I ellers kan finde på - for sådan føler jeg mig sgu i dag, og jeg er IKKE stolt af det!