vores historie sendt til TV2 {{forumTopicSubject}}

hvis nogen skulle være interesseret i at læse det ville jeg blive meget glad. og skulle der være stavefejl, så sig endeligt til.
Den er meget lang, så jeg takker på forhånd jer der gider læse det igennem..
----------------------------------------------------------------------------------------
Vi har den seneste tid haft en meget dårlig opleveles med vagtlægen/egen læge..

Dette handler om vores lille søn på 10½måned.

Da jeg onsdag eftermiddag henter ham hos dagplejen, får jeg a vide han ikke rigtig har spist så meget da han har meget slim i næsen og halsen, så han har ikke rigtig kunne synke..

Jeg aftaler med dagplejemoren at hvis det ikke er blevet bedre inden aftenen og natten, så ville jeg holde ham hjemme resten af ugen...

Som aftenen skrider frem synes jeg han bliver mere og mere snottet, og min kæreste og jeg beslutter at jeg skal holde ham hjemme resten af ugen, også kan han komme i dagpleje igen om mandagen.

Jeg ringer så i dagplejen og fortæller hvad vi er kommet frem til, og hun synes det lyder som en rigtig god idé. Jeg ser så tiden an om Torsdagen, for at se om der er fremskridt eller tilbagegang. Noah (min søn) får det rigtig skidt i løbet af aftenen, og lyder til at ha problemer med vejrttrækningen. Derfor vælger vi at ringe til vagtlægen, som emd det samme afviser at tilse Noah. Han mener at det vi skal gøre er at sørge for han får væske, sørge for han ligger lidt højt med hovedet, og sørge for han ikk er for kold. Alt dette noget vi i forvejen har gjord for den lille mand.. Jeg har ikke kunne gøre andet end at accpetere de ikke vil tilse ham, og vente til om morgenen hvor jeg så kan få fat i min læge.

Om natten går det helt galt. jeg får kun lige knap 2 timers søvn, og samme får Noah da han er dybt ulykkelig og har det rigtig skidt, og hoster nærmest lungerne op.. Jeg ringer da til vagtlægen igen, som uden lige er rigtig ubehøvlet. Jeg fortæller at min søn er meget ulykkelig, og har svært ved at få vejret da han hoster som sindsyg. på daværende tidspunkt e klokken omkring 3. Jeg får besked på at ligge ham højt, og sørge for væske og at han ikk blir kold. alt det som vi en gang har fået a vide. Det gør jeg vagtlægen opmærksom på, og han svar til det er "vi kan da ikke komme ud nu og kigge på ham, du må vente til du kan komme i kontakt med egen læge imorgen". Så jeg må vente fra kl. 3 om natten, og helt frem til kl. 8 med et skrigende barn på armen med at få fat i egen læge. Da jeg så endeligt kommer igennem er Noah faldet lidt til ro, da han er meget udmattet af at være SÅ ked af det. Jeg får en tid hos egen læge kl. 11.40.



Da vi kommer op til lægen, skal vi ind til den lægestuderende, en som jeg ikke har mødt før da der har været et par stykker på det seneste. Dette er ganske fint, og vi får en rigtig god behandling, slet ingen tvivl om det. Hun synes ikke at kunne høre noget på hverken lunger eller bronkien, dog synes hun han raller lidt i vejrtrækningen, og mener det må sidde højre end lungerne og bronkien. Hun kigger ham i ørene og synes han har lidt rød øregang, og vi får besked på at give ham panodil efter behov for at tage eventuelle smerter i ørene. Hun udskriver samtidig en recept på Bricanyl som er astma medicin. Hun fortæller dog intet om eventuelle birvirkninger. Jeg giver Noah noget panodil, og Bricanyl, så det kan begynde at virke, da jeg kun ønsker at han skal få det bedre.



På vejen hjem, falder han i søvn i barnevognen, og får så sovet et par timer. Som han vågner er han meget ulykkelig, og hans far kommer så ind ad døren kort efter. Klokken er omkring 15.30 på daværende tidspunkt. Vi kan slet ik kkende vores søn. han er bare dybt ulykkelig, og kan slet ikke finde sig selv..

Vi beslutter da at ringe til vagtlægen, for at få tilset om der eventuelt skulle være noget den lægestuderende har overset.

Da vi kommer der ud, er der slet ikke åbnet or lægevagten endnu, og vi må vente omkring en halv time på vagtlægen kommer.

Da vagtlægen endeligt kommer, er vi heldigvis kun nr. 2 i køen, og Noah kommer hurtigt til. Vi kommer ind, og snakker lidt frem og tilbage. Han vil gerne lige lytte på Noah, og fortæller at han kan høre der er noget på bronkien, men at lungerne lyder fine, dog virker det til han har lidt astmatisk vejrtrækning. Han udelukker at han er astmabarn, men mener at hans vejrtrækning er som hvis han havde været astmabarn... Fortæller ham så at den lægestuderende ikke kunne høre noget, men at hun havde givet ham Bricanyl. Han fortæller da at Bricanyl god kan ha en speedet effekt på små børn, der gør at de ikke kan finde sig selv, og bliver utrolig ulykkelige. Det som han beskriver er akkurat det som vi oplevede med Noah, og det gav mig virkeligt ro i sindet at hans reaktion var ganske normal når han fik den form for medicin...



Vi tager så hjem, i den tro at nu skal Noah nok få det bedre, men undre os over at 4-5 timer senere er der pludseligt noget at høre på bronkierne.



Lørdag forløber som alle andre dage.. Noah snotter stadigvæk meget, men hosten er så blevet en smule bedre, hvilke betyder at han har en god effekt af Bricanylen.



Om Søndagen er den gal igen. Noah har høj feber (39,2) er meget ulykkelig, og svinger fra det ene sekundt til det andet med at være glad og fuldstændigt panisk ked af det, og nægter alt mad.

Vi bliver meget frustreret, og beslutter endnu en gang at tage kontakt til vagtlægen. Vi får besked på vi bare kan køre der ud, og få tilset Noah. Da vi kommer der ud er der heldigvis ikke så mange i venteværelset, og vi kommer da rimeligt hurtigt til.

Han lytter på Noah, kigger ham i ørene og halsen, og konstatere at der ikk er noget at komme efter, altså han har hverken noget i halsen eller ørene, men at han bare er lidt forkølet. Vi bliver atter sendt hjem med et barn der er meget utilfreds..



Mandagen forløber som søndag. Dog er hans feber faldet fra 39,2 til 38,2 om morgene. Da min kæreste kommer hjem fra arbejde, snakker vi lidt frem og tilbage, og jeg kan ikk forstå de ikk mener der er noget galt med Noah, da han fortsat nægter mad. Da Noah vågner fra middagslur, tager jeg igen hans temperatur da je gsynes han virker ufatteligt varm. Den er igen steget lidt, og er nu på 38,8. Vi vælger derfor at ringe til vagtlægen endnu en gang.

Vi får lov at komme ud igen, og få ham tjekket.



Hos vagtlægen er der lang kø, og vi prøver vores bedste for at beskæftige Noah, og sørge for han ikke er alt for ked af det. Da det så bliver vores tur, kommer vi ind til en vagtlæge der nærmest er uforstående for hvorfor vi vælger at komme igen. Jeg fortæller at han intet har ville spise siden lørdag, og at han dog drikker fint, men er begyndt at kaste op, og dermed ikke får ret meget væske. Han har på daværende tidspunkt heller ikke haft afføring lige så længe som han har nægtet mad.

Hun kigger ham i ørene, i halsen, lytter på ham, og trykker ham lidt på maven. Hun mener at det må være en maveinfektion da han kaster op, for hals og øre ser fine ud samt hans lunger lyder fine.

Hun siger så som afsluttende at hvis han havde endnu en dårlig nat, så skulle vi kontakte egen læge igen tirsdag.



Natten forløber rigtig rigtig dårligt. Jeg er oppe hver 10. - 30. min med Noah, og intet vil han ha. hverken saft, modermælks erstatning, sødmælk eller vand. Intet er godt nok for ham. Da klokken bliver 9, der har vi sovet lidt om and off siden kl. 5, og den tid han har været vågen har meget af den bestået af gråd. Jeg vælger derfor at ringe til lægen, iog sidder på daværende tidspunkt med Noah ved siden af, som er dybt ulykkelig.

Vi får en akut tid til læ. 10.10, og vi får ringet til Noah's far, for at fortælle hvad der skal ske, så han er med inde i det.



Da vi kommer op til lægen kan sekretæren slet ikk forstå det er samme dreng hun hørte i telefonen, og mener derfor han er lidt tricky at finde ud af.

Dette giver jeg hende helt ret i, og fortæller også at sådan er det hele dagen lang, og har været det siden onsdag da jeg hentede ham i dagplejen.



Vi kommer hurtigt ind til lægen efter vi er kommer der op. Han lytter på lunger, og siger de lyder fine, altså der sidder ikke noget på lungerne. Så kigger han ham i ørene, og synes de ser finde ud.

Han kigger ham så i halsen, og Noah ligger op til at kaste op, så han må kigge over 2 gange. han fortæller mig at Noah har belægninger, er knald rød, og tillukket i halsen, hvilke gør han har lidt svært ved at få vejret. Altså har Noah en voldsom hals betændelse.



Det tog 7 opkald, 5 lægebesøg med 5 forskellige læger, og 5 dage at opdage at Noah ahvde halsbetændelse. Selv dagen inden det bliver konstateret at det er det der er galt, så får vi a vide der intet er at se..



Jeg føler ikke vi blev taget alvorligt før end jeg hang i røret med et barn der skreg op, og det synes jeg ikke kan være rigtigt.

Om det er fordi vi er unge mennesker, eller hvad der stikker under har jeg ingen anelse om. Men synes ikke det kan være rigtigt.



Mvh Carina Sonne Larsen.