Par-terapi?? {{forumTopicSubject}}

Ja, beklager hvis denne tekst bliver lidt lang, og tung..

Min mand på 25år og jeg på 19år har været sammen i 3år, vi blev gift i oktober sidste år da vi mente at det var det helt rigtige at gøre..
Jeg har de sidste par mdr. gået og syntes jeg blir mindre og mindre forelsket, og vi ses mindre og mindre ( kun lørdag søndag grundet hans arbejde, selvom vi bor sammen)
Jeg valgte så for knap 4uger siden at flytte hjem til min mor og stedfar skiftevis hver uge, dog kun i hverdagene da han jo ikke er hjemme alligevel, grundet jeg går og blir irriteret og deprimeret at bare at gå derhjemme og glo.

Han skrev en del med nogle andre piger i de første måneder vi var sammen, det gjorde jeg dog hurtigt klar at hvis han vil være sammen med mig, så måtte det stoppe da jeg blir meget jaloux og ked af det da jeg føler jeg ikke er nok.
Det "accepterede" han med det sammen, og har ingen mistanke haft om at han skrev med andre piger siden da, så vores forhold er blevet meget bedre så vi forlovede os og snakkede børn allerede efter 1½år, da vi blev gift havde jeg ingen kontakt med min mor grundet en uheldig situation i dec. 2011. Så det var min far som skrev under og min svigermor.

Jeg fyldte så 19år for 3uger siden, vi fejrede mig med min mor, stedfar, søskende, min veninde (husk hende) min mand naturligvis og hans mor, hyggelig dag helt bestemt..

Dagen efter ringer en anden veninde til mig og spørger hvordan min fødselsdag var gået, undrede mig lidt da vi kun plejer at skrive på face. hun spurgte så om jeg havde fået halskæden? var ved at svare, da jeg tænker "hvordan ved hun hvad jeg fik" og spørger hende så om dette.. da begynder hun stille og roligt at fortælle at det er hende som har sagt han skulle give mig en gave da han åbenbart har sagt han ikke havde planer om at give mig noget.

Hun siger så hun ikke vil "holde det tilbage" for mig længere, men min mand har skrevet meget upassende til hende, både på facebook og over sms den sidste måned (sep+okt), der bliver jeg self lidt paf da det kommer bag på mig, der har ingen tegn været på noget fra hans side af. Hun snakker i en evighed at hun intet føler for ham og hun egentlig kun har ventet så længe for at få beviser for hvad han har gang i. Da hun endelig lægger på, bryder jeg naturligvis helt sammen, ved slet ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ringer til min mor som med det samme kan høre der er noget helt galt, kan ikke få ordene ud hvad der er sket, hun vælger så bare at køre med det samme (vi bor ca. 20km fra hinanden) og kan se jeg er helt grædefærdig da hun kommer, jeg får fortalt hvad der var sket og hun beder mig bare pakke noget tøj og tage hundene og komme med hjem selvom det var lørdag (han arbejde weekend den weekend)

Hun siger jeg lige skal bruge nogle timer på at finde mig selv inden jeg fortæller hende præcis hvad jeg har fået afvide. Vi får snakket om det og jeg er sådan set mere eller mindre klar til at forlade ham da jeg er helt smadret, såret og total splittet, men vælger at lade være at skrive andet til ham end jeg er hos min mor da jeg skal passe min syge lillebror, det siger han bare fint til..
Min mor og jeg bruger så 9dage på at planlægge hvordan jeg skal tage snakken med ham om hvad det er han har gang i.

Jeg ringede så til min veninde og sagde jeg havde brug for en tøzeaften med hende, vi henter hende og har min mors lejlighed for os selv.
Vi sidder og ser film, da hun udbryder "han tog mig på røven i tivoli!" jeg tror ikke mine egne øre og spørger hvorfor hun har ventet i 3uger på at fortælle mig det. hun siger bare at hun var bange for jeg ikke troede hende, og at jeg blev sur på hende. der forklare jeg hende at jeg ville tro hende da hun er min veninde gennem 10år, og nu er pænt sur over hun venter så længe i stedet for at sige det da det skete.
Vi får snakket og stemningen er lidt akavet resten af dagen.

Så om fredagen kommer han hjem til min mor, da han kommer ind får jeg en klump i halsen da "nu er det nu"
Beder ham sætte sig, og bryder så sammen igen, får stammet ud hvad fanden han har gang i, han benægter alt ! jeg blir meget sur da jeg har set smsérne og jeg har set hendes facebook (fik hendes kode så jeg ku se beskederne) så indrømmer han stille og roligt, min mor overtager lidt da jeg simpelthen ikke kan sige noget.

Vi snakker og snakker, han siger han gjorde hvad han gjorde fordi han følte han ikke fik noget kærlighed eller opmærksomhed, jeg fortæller ham med det samme at han jo aldrig er hjemme, så er det svært at overøse ham med kærlighed. Vi finder frem til at han virkelig gerne vil være sammen med mig og han elsker mig osv osv.. Jeg gør ham helt klar at han får en svær tid, da jeg stortset ingen tro har på ham længere. Det var han så klar over..


Vi har mange gange siden snakket om vores forhold og det gnider rigtig meget, da jeg ikke føler der sker noget, hvor han mener at der jo kun er gået et par uger.. hvor jeg siger jeg vil ikke vente flere mdr. på at han viser det er mig han vil, slet ikke da han allerede nu snakker om baby igen, hvor jeg blank afviser at hvis det sker, så blir den fjernet, for det tør jeg simpelthen ikke pt.

Så nu har jeg snakket med min mor om at vi skal betale de sure penge, og prøve par-terapi.
Og så vil jeg høre om der er nogen der har været til det? er det godt, hjælper det, hvad sker der, hvornår var i det, hvor mange gange, er i sammen idag?



Puuuha, håber i kan overskue at læse det