Jeg er ved at blive kvalt {{forumTopicSubject}}

Jeg har været sammen med mine børns far i 12 år, vi bor i et andels hus, jeg går i skole lige nu, og ellers har jeg fuldtids arbejde.

Min kæreste går hjemme han har dårlig ryg/knæ.

Fordelingen af vores hverdag ser ca sådan her ud:
Jeg står op med børnene, sørger for de for mad, tøj på, børstet tænder, deres ting er pakket, de bliver afleveret, ja dvs alt med pigerne, i mens ligger deres far og sover.
Om eftermiddagen henter jeg, sørger for mad, deres fritids aktiviteter, vasker tøj, putter dem i bad, rydder op og gør rent.
Det er så også mig der ligger dem i seng, med alt hvad der høre til der.

Hvis deres far er hjemme står han som oftest ude i vores have i hans skur med en kammerat eller to og drikker.

Ligemeget hvordan vi snakker/skændes/diskutere så mener han at det er mig der er problemet fordi jeg bliver sur på ham.
Han kan ikke forstå hvorfor jeg bliver ked af det/sur over at han ikke deltager i noget som helst.

Hvis vi laver en aftale, underordnet hvad den omhandler, holder han den ikke, og hvis han ikke står i haven så er han lige ude og ordne noget med nogen, hvad det indebære aner jeg faktisk ikke.

Jeg føler mig som det mest ensomme menneske i mit forhold, jeg bor sammen med et menneske jeg ikke rigtig føler jeg kender og jeg ved at der sidder nogen og tænker at jeg bare skal slutte det, fordi det ville være meget nemmere end at brokke sig.

Jeg burde i bund og grund nok også slutte det, han investere ikke noget som helst i det, men det er bare meget nemmere sagt en gjort